Kantineleder hos Vestas Wind Systems i Århus, Kristina Kristensen, modtager Dansk Fødevare Forums kvalitets- og innovationspris, Den Dybe Tallerken.Sundhed og kvalitet står allerøverst på kantineleder Kristina Kristensens dagsorden. Siden hun blev ansat hos Vestas Wind Systems i Århus for seks år siden, har hun blandt andet indført 60 procent økologi i kantinen, portionsanrettet mad og skåret kødmængden ned til det halve.
I går blev Kristina Kristensen og hendes team belønnet for deres vedvarende og kompromisløse indsats for at servere sund og indbydende mad med en overrækkelse af Den Dybe Tallerken, der er Dansk Fødevare Forums kvalitets- og innovationspris.
Formand for Dansk Fødevare Forum, René Logie Damkjer fremhæver i sin motivation for prisen, hvor vigtigt engagement og vilje er for at opnå det unikke:
- Det letteste for en kantine er at flyde med strømmen og tilbyde retter, der normalt hitter i en kantine og er nemme at lave til mange. Kristina har med stort gå-på-mod brudt med konventionerne for kantinedrift. Hun insisterer på at kende indholdet af alle de produkter kantinen serverer og erklærer åbent at kantinen er den, der ved mest om god, sund og varieret kostsammensætning, siger han.
Det var en overrasket og stolt kantineleder, der modtog prisen.
- Jeg er helt vildt glad. Vi vælger ikke de letteste muligheder, og især derfor er det rart at få et skulderklap. Det er vigtigt at sige, at jeg modtager prisen på vegne af mit team. Det er vores koncept, ikke bare mit, siger Kristina Kristensen, der sammen med sit team serverer mad for cirka 800 medarbejdere hos Vestas Wind Systems hver dag.
- Kvaliteten af den mad, vi serverer, har kæmpe indflydelse på de mennesker, der spiser i kantinen. Vi ser det sådan, at vi serverer brændstof til vores medarbejdere, så vi har et stort ansvar. Derfor ansætter jeg kun de bedste folk, og vi arbejder hele tiden for at udvikle os, siger hun.
Og den vilje til at udvikle sig og tænke nyt har fået alt fra borgmestre, forskere og kantinefolk, til at besøge kantinen hos Vestas Wind Systems for at hente inspiration.
- Det er ofte under de besøg, når man mærker deres begejstring, at det virkelig går op for mig, hvor stort det er, det vi laver, siger Kristina Kristensen.
I maj 2010 besøgte fødevareminister Henrik Høegh (V) også Vestas Wind Systems kantine i Århus for at overrække det økologiske spisemærke i sølv, som er det håndgribelige bevis på, at kantinen hver dag serverer minimum 60 procent økologisk mad.
Se tidligere prismodtagere