dk flag active
en flag

Professionelle venskaber

Lisbeth Munksgaard, Aalborg Universitet København

rod aeble 1

Log på netværk

Medlem af Dansk Fødevare Forum

Thise Mejeri vinder Kvalitets- og Innovationspris 2000

Thise Mejeri har modtaget Dansk Fødevare Forums Kvalitets- og Innovationspris 2000. Chefen for Levnedsmiddelcentret, civ. ing. Anne Busk-Jensen, overrakte prisen.

Thise Mejeri er et af Danmarks få tilbageværende mindre andelsmejerier med en årlig indvejning af ca. 18 millioner kg økologisk mælk. Mejeriet har gennemgået en rivende udvikling igennem de seneste ti år og er i dag en arbejdsplads med ca. 50 ansatte.

Mejeriet producerer gule oste, smør, konsummælk, et bredt udvalg af surmælksprodukter samt creme fraiche og kvark. I tæt samarbejde med to andre nordjyske økologiske mejerier - Gedsted Mejeri i Himmerland og Grindsted Mejeri i Vendsyssel - udbydes et betydeligt udvalg af blåskimmel- og hvidskimmeloste.

Thise Mejeri gør sig også gældende på eksportmarkederne og har på det seneste lanceret produktet "Organic Spreadable" under Sainsbury's mærke. Thise Mejeri tilbyder således et meget bredt sortiment af økologiske mejeriprodukter, som sælges både på hjemme- og eksportmarkedet.

Grundlaget for Thise mejeri blev skabt for tolv år siden, hvor troen på økologi i det etablerede mejeribrug var beskeden. Udviklingen har vist, at ideen om produktion af økologiske kvalitetsprodukter har været bæredygtig.

I et tæt samarbejde mellem andelshaverne, 45 økologiske landmænd og mejeribestyrer Poul Johannes Pedersen, er der skabt en betydningsfuld arbejdsplads i lokalsamfundet, som er kendt ikke blot i Danmark, men også mange steder i udlandet.

Motivation for prisen
Thise Mejeri har været med til at vise vejen for produktion af økologiske mejeriprodukter af høj kvalitet og har herigennem formået at fastholde og udvikle en arbejdsplads i et lokalområde.

Der er udvist en betydelig grad af innovation, både med hensyn til produktudvikling og markedsføring, således at produkterne er både nationalt og internationalt kendt. Prisen gives til en lille virksomhed, som har formået at udvikle sig, skabe vækst og anerkendelse inden for produktion og salg af kvalitetsprodukter i et nicheområde.

Se tidligere prismodtagere