Nemme grøntsager giver årets kvalitetsprisNemme grøntsager i smart indpakning udløser Dansk Fødevare Forums Kvalitets- og Innovationspris til Agrova Food. Snittet salat og snackgulerødder er nemlig blevet en del af sortimentet i nogle dagligvarebutikker.
Det er baggrunden for, at formanden for Dansk Fødevare Forum, Preben Mikkelsen, den 29. maj 2001 overrakte Kvalitets- og Innovationsprisen til Agrova Food i Mejeriforeningens lokaler. Selve prisen består af et litografi af kunstneren Lene Noer.
MotivationMed skabelsen af Agrova Food har den danske grøntbranche fået en samlende spiller, der allerede har skabt en række nye innovationer omkring de sunde grøntsager, således at forbrugerne også kan få en række convenienceprodukter med højt sundhedsniveau (snitgrønt og rapskimolie), samt på at udvikle nye produkter inden for kendte områder (snack-gulerødder).
Det skal desuden nævnes, at Agrova Food også er leverandør til internationale nødhjælpsorganisationer.
Der er udvist en betydelig grad af innovation, både m.h.t. produktudvikling og markedsføring, således at produkterne er kendte mærker i hverdagsbilledet. Prisen gives til en virksomhed, som har formået at skabe vækst og anerkendelse inden for produktion og salg af kvalitetsprodukter på grøntområdet.
Om Agrova FoodAgrova Food er Dansk Landbrugs Grovvareselskabs fødevaredivision. Selskabet er stiftet i 1998 med det formål at sikre fødevarer til mennesker. Agrova Food rummer følgende virksomheder: DanOlie, DanÆrt A/S, Danish Freeze Dry A/S, GASA Nord Grønt A/S, Samsø Konservesfabrik A/S, GASA Nykøbing F. amba, Lammefjords Grønt A/S, Gjerndrup Kartofler A/S, V.K. Kartofler A/S, Lammefjordens Kartoffelcentral A/S, Horti Supply A/S.
Ovenstående liste viser en række virksomheder, som vi alle kender fra de daglige indkøb. Samtidig satser Agrova Food ressourcer på produktudvikling og markedsføring af disse initiativer. Agrova Food satser både på konsument-, catering- og industrimarkedet med sine produkter, hovedsaligt baseret på plantebaserede råvarer.
Agrova Food har primært satset på grøntområdet, hvor selskabet i de sidste par år har markedsført en række nye produkter til den danske detailhandel. Det drejer sig om produkter som snittede salater i konsumentpakninger, snack-gulerødder, der skal være alternativer til madpakken, samt rapskimolie, der er et forsøg på at sikre rapsolien den fortjente plads hos forbrugerne.
Se tidligere prismodtagere